Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener

Hans far blev fyldt af Helligånden

Salmer: #1v1-3, #2, 65, 60, // Ekstra salmetillæg ”Vi sidder i mørke”, 430, 74.

Prædiken på 3. søndag i advent 14.12.2025 i Kbh og Aarh, LGJ

Evangelium: Lukas 1,67-80

Hans far, Zakarias, blev fyldt med Helligånden og profeterede: Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk.

Han har oprejst os frelsens horn i sin tjener Davids hus, sådan som han fra gammel tid har forkyndt ved sine hellige profeters mund: at frelse os fra vore fjender og fra alle dem, som hader os, at vise barmhjertighed mod vore fædre og huske på sin hellige pagt, den ed, han tilsvor vor fader Abraham: at fri os fra vore fjenders hånd og give os at tjene ham uden frygt i fromhed og retfærdighed for hans åsyn alle vore dage. Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse, takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej.

Drengen voksede op og blev stærk i ånden, og han var i ørkenen til den dag, da han skulle træde frem for Israel.

1. Baggrunden – vantro og stum

Zakarias havde været tavs i 9 måneder. Stum. Kunne ikke velsigne. Kunne ikke tale, sætte i rette. Kunne ikke skælde ud. Kunne ikke synge takke-sange. - Tænk, at være uden stemme i 9 måneder.

Nogle gange kunne vi godt ønske, at vi ikke kunne have sagt det, vi sagde. Da bider man sig i læben og siger undskyld overfor sin ægtefælle, sine børn, sin arbejdskollega – og overfor Gud. Jo, Gud kunne også med rette gøre os stumme!

For Zakarias gik det sådan til, at han blev stum: Herrens engel, Gabriel havde forkyndt for ham, at hans bønner var hørt, og at han ville få en søn. Og den søn skulle bane Herrens vej. 18 Zakarias sagde til englen: «Hvordan kan jeg vide, at det er sandt? Jeg er jo en gammel mand, og min hustru er højt oppe i årene.» 19 Da svarede englen ham: «Jeg er Gabriel, som står for Guds ansigt, og jeg er sendt for at tale til dig og bringe dig dette glædelige budskab. 20 Men nu skal du blive stum og ikke kunne tale før den dag, da dette sker, fordi du ikke troede mine ord, som vil gå i opfyldelse, når tiden er inde.» Og det blev han.

Men 9 måneder senere da han havde fået sin søn og sønnen skulle omskæres og navngives, fortæller Lukas, at naboer og slægtninge foreslog at drengen skulle opkaldes efter sin far: Zakarias. Men Elisabeth sagde nej, han skal hedde Johannes. Det betyder: Herren er nådig! For det havde englen sagt til Zakarias.

Lukas fortæller: 63 Han bad om en tavle og skrev: «Johannes er hans navn.» Og alle undrede sig. 64 I det samme fik han atter mund og mæle, og han talte og lovpriste Gud.

Hvad skal vi synge om, når Gud i nåde gjorde os stumme i 9 måneder og gav os en søn, hvis navn var ”Herren er nådig.” JOHANAN. Jo, om Herrens nåde.

2. Han blev fyldt af Helligånden

Og som det første får vi undervisning om, hvem der får Helligånden. Hans far, Zakarias, blev fyldt med Helligånden og profeterede. Helligånden nævnes flere gange her i begyndelsen af Lukasevangeliet. Fosteret i Elisabeths moderliv, i Lukas 1,15: men han skal fyldes med Helligånden allerede fra moders liv, Og en ung pige i Nazareth, Jomfru Maria i v35: «Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn. Og Zakarias egen gamle hustru Elisabeth i v41: Da Elisabeth hørte Marias hilsen, sprang barnet i hendes liv, og hun blev fyldt med Helligånden 42 og råbte med høj røst: «Velsignet er du blandt kvinder, og velsignet dit livs frugt!

Når Guds Ånd fylder et menneske, lever det med Gud. Ikke kun liv i kroppen, men liv i sjælen, i menneskets ånd og tanker. Liv med Gud! sker der noget meget vigtigt: livet fra Gud skaber liv hos os. Guds ord bliver levende i vore hjerter. Det forklares så enkelt og ligetil i Romerbrevet 8: For alle, som drives af Guds ånd, er Guds børn. 15 I har jo ikke fået en ånd, som giver trællekår, så I atter skulle leve i frygt, men I har fået den ånd, som giver barnekår, og i den råber vi: Abba, fader! 16 Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn.

Kendetegnet på, at et menneske har fået Guds Ånd er, at det kalder Gud for sin FAR. FAR! MIN FAR! Paulus uddyber det i 10,13: ”Enhver, som påkalder Herrens navn skal frelses.” Gud giver sin ånd til os uden vore forberedelser og evner. Ja, også selv om vi ikke havde fortjent det. Til et foster. Til en ung pige, til en gammel kone, til en præst, som ikke kunne tro på Guds ord og blev stum i 9 måneder.

Enhver, som har lært Jesus at kende og kalder ham for sin Herre og Frelser, har Helligånden. For det er Guds Ånd, der gør, at vi kalder, beder, råber.

”Han blev fyldt med Helligånden”. Det var noget, han blev. Han gjorde det ikke selv. Det det skete med ham og for ham. Navnet ”Johanan” = ”Herren er nådig” levede i ham. Ved den nåde blev han fyldt med Helligånden.

Gud fylder os med sin hellige Ånd på samme måde, nemlig når evangeliet om Herrens nåde fylder vort hjerte.

3. …og profeterede

Ordet ”profetere” betyder ganske enkelt at bære Guds ord frem. Det komme fra græsk: ”Pro” = frem. ”Ferein” = bære. Den, der bærer Guds ord frem, finder ikke på det selv, men bærer det frem, Gud har sagt. Profeterne i Gamle Testamente blev kaldt profeter, fordi det sagde, hvad Herren sagde. Og det blev derfor hellig skrift. Og i Nye testamente bar apostlene det frem, som Jesus havde lært dem. Matthæus slutter sit evangelium med at fortælle, at de skulle døbe og bære alt det, Jesus havde lært dem, videre til alle folkeslag. På den måde var de profeter. Ikke sådan, at de i deres indre så noget nyt, men sådan, at de i Skriften så Kristus, Frelseren, og at de var sammen med ham i 3 år og lærte ham at kende. Alt det bar de frem.

Vi hører i Apostlenes Gerninger og alle apostel-brevene, at det var, hvad de gjorde. De fandt ikke på noget selv, men bar Skriftens ord og Herrens ord frem.

Det samme gjorde Zakarias i sin lovsang. Og det er også på den måde, der skal tales ”profetisk” i den kristne menighed. Guds ord hos profeterne og apostlene skal bæres frem i den kristne menighed helt frem til Jesus kommer igen: Moses og Profeternes ord. Og Jesu ord, som apostlene fik af ham, og som de har givet os i 4 evangelier. Og brevene. Når vi læser og fordyber os deri og taler derom, taler vi profetisk.

4. Lovsangens indhold

Den gamle far Zakarias sang om, hvad Gud havde sagt ved sine hellige profeters mund. Han fortalte også, hvad englen Gabriel havde sagt til ham om barnet Johannes, og hvordan han skulle bane vejen for Herren, for Jesus Kristus. Det var hans lovsang fuld af. Det er bibelsk profeti. Det er Guds Ånds prædiken til Zakarias’ eget hjerte. Og det synger han om, og det bliver en dejlig prædiken til os.

Sangen indleder og slutter med ”besøg”. Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk. … takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge.

Guds besøg hos os er et varigt besøg. Den besøgende flytter rigtigt ind. Gud tager bolig hos os. Han bliver menneske. Da bliver vores hus og hjerte og hverdag og søndag noget andet, end det var før. For han er hos os. Han kommer ikke, fordi der er lyst hos os. Nej han drages mod os i mørket og dødens skygge.

Herren var midt i sit folk i den gamle pagts tid. Han boede i teltet, hvor pagtens ark stod. Skystøtte og ildsøjle stod over teltet. Og han talte ved sine hellige profeters mund. I Guds bolig havde folket et tilflugtssted. Det synger Zakarias om: Han har oprejst os frelsens horn i sin tjener Davids hus, sådan som han fra gammel tid har forkyndt ved sine hellige profeters mund: at frelse os. Den tro havde Zakarias levet i, selv om han også havde svært ved at tro på englens ord. Det er så let at give op. Men efter 9 måneder, kunne han synge denne profetiske prædiken og sang.

Han nævner, at Gud gør dette, fordi han har lovet det. Ikke fordi vi har lovet Gud noget. Heller ikke fordi vi har været trofaste. Nej, fordi Gud er trofast: at vise barmhjertighed mod vore fædre og huske på sin hellige pagt, den ed, han tilsvor vor fader Abraham. Det var en hellig pagt, Gud lavede for Abraham, da han lovede at ”i hans sæd skulle alle jordens slægter velsignes”. Og nu var tiden kommet. Barnet, som skulle frelse os, var undfanget og på vej i Marias moderliv.

Han synger også om, hvad det får af betydning for ham selv og for os andre, ja for alle mennesker, som hører det. Han synger sådan til sit 8 dage gamle barn, Johannes: Du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse, takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej.

Det går i opfyldelse hver søndag hos os, når vi lærer frelsen at kende i vores synders forladelse. Og det er TAKKET være vor Guds inderlige barmhjertighed. Vi mærker vor Faders hjerte og godhed mod os. Derfor kan vi hver morgen i solopgangen tænke på den virkelighed, som er blevet vores ved troen og dåben: at Jesus er ”Solopgangen fra det høje”, som lyser for os i mørke og dødens skygge. Han vil hver dag lede vore fødder. Lede vore fødder ind på fredens vej. Og den fredsvej fører os ud i en god og velsignet dag, og den fører os til sidst gennem døden til evig salighed hjemme hos Gud. Amen.

Den evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk